For nylig bragte Politiken historien om, at der på tværs af Udenrigsministeriets ca. 1.270 ansatte kun er 9 medarbejdere, der er i stand til at føre en samtale på kinesisk. Problemet synes åbenlyst – og dog: Det mest slående ved Politikens artikel er ikke selve antallet – som vist næppe kan komme som den store overraskelse for hverken politikere, forskere eller embedsmænd – men rettere følgende bemærkning fra den tilhørende faktaboks: »Tallene er ufuldstændige, da Udenrigsministeriet stadig er ved at danne sig et overblik over de ansattes sprogkompetencer«. Man får næsten det indtryk, at man i Udenrigsministeriet slet ikke har tænkt over problematikken før Politikens henvendelse.
Når Udenrigsministeriet i en sådan grad bliver taget på sengen i spørgsmålet om deres egne ansattes sproglige kompetencer, skyldes det dog ikke kun et manglende organisatorisk overblik på Asiatisk Plads: De manglende sprogkundskaber blandt Danmarks diplomater er tværtimod et udtryk for en underliggende sprogpolitisk ideologi, der ikke kun hersker i Udenrigsministeriet, men på tværs af danske uddannelses- og vidensproducerende institutioner: fortællingen om, at engelsk er tilstrækkeligt for at forstå og kommunikere med resten af verden.
