Under lysstofrør af tandlægekaliber, på et 8 kvadratmeter stort værelse med linoleumsgulv og hospitalsseng, sidder jeg med udsigt til Gentofte Hospitals parkeringsplads og venter. Venter på at komme hjem, venter på at få afklaring og hjælp, venter på at komme tilbage på universitetet, ud til mine venner, tilbage til livet.
Jeg kom herind, fordi jeg var ked af det, fordi jeg havde angst, og fordi jeg var ensom. Nu sidder jeg alene på et hospitalsværelse, som får Danhostel til at ligne d’Angleterre. Jeg tænker på, hvad rationalet er i, at jeg skal sidde her afskåret fra omverdenen i de mest trøstesløse omgivelser, Gentofte, af alle steder, kan byde.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


