I debatten om løn til sygeplejersker glemmer man den afgørende forskel, der er på løndannelsen i det offentlige og i det private. I private virksomheder er det groft sagt sådan, at smertegrænsen for en medarbejderens løn går der, hvor vedkommende koster mere at have gående, end han/hun skaber af værdi for virksomheden. Det er et spørgsmål om rentabel drift af virksomheden. Mangler man arbejdskraft i nøglefunktioner, vil man søge at tiltrække folk med de rette kvalifikationer ved at tilbyde bedre løn og/eller arbejdsvilkår end konkurrenterne.
En tilsvarende mekanisme eksisterer ikke inden for sygehusvæsen, ældrepleje eller undervisning, hvor det er et spørgsmål om at få tilstrækkelig arbejdskraft til at få udført nogle opgave, som vi politisk har besluttet skal udføres. Her er det meningsløst at tale om rentabilitet på samme måde som i den private produktions- eller servicevirksomhed.
