I Politiken (5.12.) kan man i artiklen ’Unge kan spare år og samfundet milliarder kroner, hvis det bliver nemmere at skifte mellem uddannelser’ læse om den manglende fleksibilitet på tværs af uddannelsessystemer. I artiklen medvirker lærerstuderende Valdemar Mølleskov, der efter to et halvt års danskstudier skiftede til læreruddannelsen, men ikke kunne få merit for de fag, han havde færdiggjort på universitetet. Der kan ikke være to meninger om, at det er spild af alles tid, at studerende skal læse ’litterær analyse’ og ’pragmatik/semantik’ to gange, selv om det sikkert er to spændende fag.

Men – for der er et men – for det første er der jo en væsensforskel på den undervisning, der gives på universiteternes danskstudier, og den, der gives på læreruddannelsen i undervisningsfaget dansk. Det er den forskel, vi på fagsprog kalder ’dobbeltdidaktikken’. Læreruddannelsen har ikke kun til formål at lære den studerende det faglige stof: at forstå grammatik, at analysere noveller og at fortolke digte. Vi skal også lære de studerende, hvordan de videreformidler det til en gruppe seksårige i Pokémon-sko og med 11-taller under næsen og en teenager, hvis største interesse er YouTube-videoer og Caroline fra parallelklassen.