De store fortællinger er døde. Ikke blot er de politiske ideologiers kontrasterende farver falmet til uigenkendelighed i fininddelinger og populisme, men ethvert muligt grundlag for universelle værdier, kunstneriske, etiske eller epistemiske, er blevet splittet til atomer af postmoderne analyseapparater. Gamle traditioner forsvinder, sæderne opløses, og spillereglerne for det gode liv forandres, som oftest før anført af ungdommen, helt efter den manglende plan.
At fjerne store bededags status som helligdag vil derfor ikke stå som noget nybrud i den kulturelle udvikling, det er tværtimod forventeligt. Man fristes endda, hvis man for en kort stund kan se bort fra udsigten til en ekstra årlig arbejdsdag, til at sige kærkomment – hvem husker alligevel, hvorfor vi holder fri netop den dag? Hvorfor fejrer vi en tradition, vi ikke kender den historiske værdi af?
