Den nye SVM-regering repræsenterer en markant opprioritering af kulturpolitikken i forhold til den tidligere Mette Frederiksen-regering, som reelt ikke havde nogen kulturpolitik. Forståelsespapiret mellem den socialdemokratiske etparti-regering og dens støttepartier nævnte simpelthen ikke kulturpolitik med et eneste ord, og i fuld overensstemmelse med den prioritering tog regeringens kulturministre praktisk talt ikke nogen initiativer inden for området, hvilket dog ikke forhindrede dem i at gøre sig uheldigt bemærket på forskellig vis.
I det nye regeringsgrundlag er der et substantielt og til dels konkret kulturpolitisk afsnit, og det er afgjort et stort fremskridt. Det kulturbegreb, man betjener sig af, sætter sig lidt mellem to stole – eller favner bredt, hvis man skal være venlig. Der er både noget om, at kulturen binder os sammen som land og folk, om dansk identitet og vores fælles historie. Det taler fint ind i en klassisk, konservativ kulturforståelse. Men der er også en mere kulturradikal tilgang, som handler om at sikre udsyn og modvirke fordomme og snæversyn. Det er fair nok, begge dele er i praksis vigtige elementer i dansk kulturpolitik.
