Det her er ingen undskyldning for Generation X. Men de seneste uger har der været megen debat om ironi, og som repræsentant for den ironiske generation føler jeg et behov for at forklare mig.
Lad mig først slå fast, at ironi ikke altid er dårligt. Ironi har kritisk potentiale til at forskyde vores blikke og parodiere selvfølgeliggjorte og fastlåste (magt-)positioner. Det er altid vigtigt, men måske var det særligt i vores generation: Vi blev født under den kolde krig, vores todelte barndomsverden var som hugget i granit, og da muren faldt, og vi blev unge, var der kun én verden tilbage: den hvide kapitalistiske verden.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
