Vi kender det alle sammen. Du kommer cyklende med din ven, og stemningen er god. I kører og hyggesnakker om alt og ingenting, da I pludselig ser ham. Cykelstiens uofficielle leder, den hårde negl, ham, der altid har travlt og skal nå forbi så hurtigt som muligt. Han har lige investeret 30.000 kroner i sin nye racercykel med papirtynde hjul og gedebukkestyr. Cykelstien er hans territorium, og enhver, der kommer i vejen for hans rute, vil inderligt fortryde det.
Han vil råbe noget til dig om, hvordan cykelstien ikke er en legeplads, eller at du fylder det hele, og vil så race videre så hurtigt som muligt og efterlade dig lettere forvirret og undrende over, hvad du egentlig har gjort. Jeg synes ærligt talt, at det er lidt latterligt og nærmest sjovt, hvordan de her benhårde og kraftigt byggede mænd er fuldkommen ligeglade med, hvordan andre ser dem, når de kører rundt i deres stramme cykeldragter. De ser kroppen som en maskine, der ikke behøver være æstetisk, så længe den bringer dem i mål. Det her er større end at gøre sin kone tilfreds. Det handler for dem om at finde sig selv og deres identitet, presse kroppen (og alle andre på cykelstien) til det maksimale og give den alt, de har, før de igen skal tilbage til skrivebordet.
