Det er vigtigt, må jeg prøve at forstå, ikke bare at sidde der og være ædru. Jeg er en helligfrans. Sådan en, der bare er ude på at give de andre dårlig samvittighed. Jeg ødelægger, må jeg bare erkende, den gode stemning med min Cola Zero. Den er ikke alene ukultiveret, den er også alkoholfri.
»Skååål«, skingrer jeg for ligesom at blende ind i flokken. Men det er allerede for sent. Det er folk som mig, der er med til at spolere den danske folkesjæl. Den til alle tider, åbenbart, alkoholpåvirkede sjæl. Indimellem selskabeligt overrislet, andre gange pissehamrende fuld og grænseoverskridende. Men aldrig, aldrig nogensinde ramt af tømmermænd eller dårlig samvittighed dagen efter. Folkesjælen, som man vist skal forstå som en internaliseret del af alle, der vover at kalde sig ’danske’, står fuldstændig ved sit drikkeri. Glæden ved en kold fadøl i solen eller en lunken bajer i al slags vejr. Hyggen over god rødvin med yndlingsvenneparret og efterfølgende sjusser til at skylle den akavede stemning ned med. Letheden, friheden. Evnen til at ’være sig selv’–og ’slappe af’ hænger uløseligt sammen med promiller.
