Som gymnasielærer og far til tre unge mennesker er jeg i tæt kontakt med børn og unges telefonliv. Hvis man oprigtigt lytter til til et ungt menneske, vil man opdage, at der eksisterer et udtalt ambivalent forhold til det lille snedige device, der ligger i lommen og kræver vores opmærksomhed. På den ene side giver mobilen god mulighed for, at børn kan kommunikere med vennerne, de kan følge hinandens samt deres idolers gøren og laden på de sociale medier, men på den anden side kender vi alle følelsen af, at der lige forsvandt en time af vores liv på YouTube, uden at vi kan redegøre for, hvad vi fik ud af det.

Det er ikke sjældent, at jeg hører mine elever udtale, at de ville ønske, at de sociale medier aldrig var blevet opfundet. SoMe sluger deres tid og deres ungdom. En nærliggende parallel er, at vi ikke kan lukke børnene ind i en slikbutik, før vi har lært dem at behovsudsætte.