Trods Ruslands klare aggression mod Ukraine peger flere iagttagere fingre ad Nato. De henviser til Nato’s udvidelser efter den kolde krig: fra 16 medlemslande i 1990 til 30 i dag. Når Finland og Sverige kommer med, vil der være 32. Før eller siden måtte Rusland slå igen, lyder argumentet fremført internationalt af navne som George Kennan, John Mearsheimer og Thomas Friedman og herhjemme af bl.a. Marie Krarup.
Men argumentationen er problematisk. Den overser, at Rusland langt hen ad vejen var tilfreds med den måde, Nato greb sin udvidelse an på. Den overser også Ruslands antiliberale drejning under Putin. Og den overfortolker den fejl, som Nato begik i 2008.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


