Et minde fra en buldrende pandemi, der havde varet et par måneder: Hele verden havde fået øjnene op for Sveriges coronahåndtering, på pressemøderne var der fyldt med forbløffede internationale pressefolk, der spurgte, hvad vi egentlig foretog os. Hvorfor lukker I ikke landet? Hvorfor smækker I ikke dørene i til skolerne som alle andre? Hvorfor holder I sportshaller og restauranter åbne? Ingen fattede, hvad vi havde gang i, og vi blev latterliggjort og hånet, især statsepidemiolog Anders Tegnell blev skydeskive, det globale symbol på dårlig coronahåndtering.
Også hjemme i Sverige blev han udsat for hård kritik, på Twitter trendede ’dr. Tengele’, og han var i perioder nødt til at have politibeskyttelse. Selv når der var stridest modvind, hævdede Tegnell, at Sveriges strategi var den bedste, men stadig færre troede på ham. Man sammenlignede vores dødstal med vores nordiske nabolandes, og vi var på gal kurs, anderledes kunne man ikke forstå det: Her døde mange flere end i Finland, Danmark og Norge, og i et af de mange hundrede interviews, Tegnell stillede op til, blev han spurgt, om han nu ville indrømme, at Sveriges strategi havde været en fiasko. Da svarede han noget i stil med, at ’the race is long’, hvem der har gjort det rigtige eller det forkerte, kan vi ikke vurdere før om flere år.
