Perversiteten i dansk uddannelsespolitik kan koges ned til en oplevelse, jeg havde i sensommeren sidste år. Jeg sad med åben dør på mit kontor på Træningsskolen (Tamu) i hovedkvarteret i Dragør. Hoveddøren til bygningen gik op med et hurtigt ryk, og jeg kunne ud af øjenkrogen se en gut i midten af 20’erne, som gik ind til en af medarbejderne skråt over for mig. Han kom fra et af værkstederne ved siden af sekretariatet. Og han gad overhovedet ikke være her mere, kunne jeg høre. Medarbejderen remsede det telefonnummer op på den faglærer, han skulle ringe til og fortælle om sin afsked, men inden hun var færdig, stoppede fyren hende. Han bad hende om at gentage telefonnummeret i enkeltcifre. Han var kun sikker i tallene 1 til 10.
Historien er en lille fortælling i den store fortælling. Fyren havde højst sandsynligt gået 8-10 år i grundskole. Mon ikke han også har mødt en masse forskellige fagprofessionelle på velfærdsstatens brede institutionsvej. Det var i øvrigt også tydeligt, at han var pæredansk generationer tilbage i tiden. Rask, stærk og arbejdsduelig voksen mand på vej mod de 30 år. Alligevel forstod han ikke et telefonnummer.
