I 1956 udgravede Ralph og Rose Solecki med deres team Shanidargrotten i Kurdistan efter de neanderthalere, der boede i grotten for cirka 50.000 år siden. Den arkæologiske botaniker Arlette Leroi-Gourhan gjorde et opsigtsvækkende pollenfund; en af gravene var dækket af blomster. Man forestillede sig, at neanderthalerne kunne tænke begravelsen som et overgangsritual, hvor man lagde blomster på graven. Fundet blev i årene efter afvist; det kunne ikke passe, det måtte være gnavere eller arkæologernes sko, der havde ført pollen ind i grotten. Men i 2015 udgravede et nyt team grotten og genundersøgte Leroi-Gourhans fund. De kunne bekræfte, at graven var dækket af blomster – men ikke, skriver arkæologen Emma Pomeroy, smukke blomster, som vi i dag ville pynte en grav med, men lange strittende vækster med torne. Det drejer sig konkret om brandbæger, marietidsel, perlehyacint og røllike. Alt sammen senere kendte lægeurter. Nogen har haft en viden, sandsynligvis baseret på eksperimentelle forsøg. Vores tørst efter at forstå og bruge naturen omkring os er rodfæstet i os.

Jeg har lige været inde at se forestillingen ’Hex’ på Det Kongelige Teater. Der er igen interesse for heksen, og i forestillingen ser vi almindelige kvinder udsat for en barbarisk tidsånd, der i sandhedens tjeneste og med Christian IV som ivrig bannerfører vil udradere den djævel, de tror findes og tror bor i disse kvinders kroppe. Det er en vigtig vinkel på hekseforfølgelserne, men jeg har altid tænkt, at det, heksene især var, mænd som kvinder, men især kvinder, var videnskabsfolk. Jeg synes, vi helt skal undlade at kalde dem hekse, som er associeret med kristendommens bedømmelse, men slet og ret videnskabskvinder.