Som så mange andre unge trækker jeg snart teltpælene op og tager turen over Storebælt for at bosætte mig i København. Lige så spændt som jeg er, lige så skrækslagen er jeg også. Og det er ikke den klassiske frygt for skyhøje boligpriser, bruser i soveværelset eller tilværelsen i en ny by. Det er frygten for en hverdag uden min ven: glukosesensoren. En lille dims på armen, der blot med et lille svirp henover med telefonen kan fortælle mig min blodsukkerværdi. Et hjælpemiddel bevilget af Aarhus Kommune, men som jeg desværre må vinke farvel til, når jeg flytter til København.
Jeg mødte min nye følgesvend tilbage i 2005. Der fik jeg en grå november dag som 7-årig konstateret diabetes type 1 på børneafdelingen på Viborg Sygehus. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg pådrog mig en kæmpe opgave, der ville følge mig resten af livet, og som aldrig holder pause.
