Vi er begge vokset op, før der var noget, der hed velfærdsstaten. Så meget mere følelig var den, da den kom med sine revolutionerende definitioner af det offentliges forpligtelser. Det var på et nyt og sagligt grundlag, at den skulle lette livet for de borgere, der var gerådet i nød. Omsorgen gjaldt ikke længere kun dem, der engang blev kaldt ’værdigt trængende’, for værdige var alle udsatte. Det handlede ikke længere om almisser, som visse nødstedte skulle betænkes med; nu skulle det dreje sig om rettigheder og garantier i lovens forstand. I sidste instans havde det ikke bare med sikkerhed at gøre, men med lighed.

Kernen i den moderne velfærdsstat er simpelthen at hjælpe, hvor der er objektive grunde til det. Folk skulle kunne gå fremtiden tryggere i møde, nu da man havde trukket vejret efter Anden Verdenskrig, og hjulene var kommet i sving. Det skulle ikke ske ved distancerende veldædighed og patriarkalsk nåde, men ved, at staten rakte borgeren en støttende hånd, hvor det var påkrævet. Bistandsloven, der trådte i kraft fra 1974, var vel det meste gennemførte og udviklede instrument, der tydeliggjorde statens nye, grundlovssikrede ansvar for borgerens velbefindende.