At skærmen er skadelig for vores børn, er blevet den endegyldige sandhed. Alle synes ukritisk at heppe i kor. Således kan læge og forfatter Imran Rashid, uden modsvar i bedste sendetid på DR, sidde og hævde, at skærme og sociale medier giver os ensomme børn. Og selvfølgelig skal vi forholde os kritisk til vores børns skærmbrug og til techgiganternes indflydelse og manipulation. Men vi skal ikke bruge skærmen som en dårlig undskyldning for børn og unges mistrivsel. Det er at fralægge sig ansvar, fjerne fokus og at lade børn og unge i stikken.
Det optimale er, at børn og unge indgår i udviklende sociale fællesskaber og er aktive in real life. Men hvad nu, hvis de ikke har et fællesskab, eller hvis de er overbelastede af det fællesskab, der er? Hvad nu, hvis rammerne er forkerte – for meget larm, for mange skift, manglende struktur og forudsigelighed? Hvad nu, hvis de bliver udkørt af de mange krav og valg, som de hele tiden skal tage stilling til? Hvad nu, hvis det er samfundets hurtighed og rationalisering, der dræner dem. Puha, så kan man måske godt have brug for at skærme sig.
