Jeg hører ofte mine veninder sige: »Jeg hader mænd«. Mange af dem har på den ene eller den anden måde haft oplevelser med mænd, der har opført sig som komplette idioter. Jeg svarer altid med et forlegent ’thumbs-up’ og et smil, der afslører min akavethed over at være mand. Jeg må nemlig desværre give mine veninder medhold i, at mandekønnet har massive sætningsskader i fundamentet.
Men hvordan skal der være plads til de mænd, der arbejder på at udbedre skaderne, når det kønsbegreb, vi alle bliver gjort til en del af, helt åbenlyst er hadet? Jeg savner en plads i maskuliniteten til ikke at være en idiot. Jeg savner at kunne nikke genkendende til mine veninders »jeg hader mænd«, uden at det efterlader mig handlingslammet foran min PlayStation i en plettet ’wife-beater’ og underbukser fra sidste uge.
