De demokratiske revolutioner, der gennem anden halvdel af 1800-tallet svøbte Europa i folkestyre, hyldes i dag som en central del af vor succeshistorie. Ytrings- og forsamlingsfrihed blev forfatningsmæssige rettigheder; folkestyre vandt gradvist frem på bekostning af enevælde. Med god grund betragter vi perioden som afgørende. Uden ytringsfrihed – intet folkestyre.
Derfor er der grund til bekymring, når udøvelsen af disse grundrettigheder overføres til internationale, private aktører – og dermed også kontrollen med vore frihedsrettigheder.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


