Politiken bragte 7. juli et indlæg af en forhenværende folkeskolelærer, hvor der ganske ensidigt argumenteres for, hvilken dødssejler af en uddannelse læreruddannelsen tilsyneladende menes at være. Et ikke revolutionerende synspunkt, som man kan finde blandt mange lignende forgængere ved en hurtig Google-søgning. Og jeg må simpelthen bare sige, at man efterhånden går hen og bliver en smule træt. Træt af denne evigt unuancerede fremstilling, der typisk udspringer af en enkelt persons oplevelse og virkelighedsopfattelse, og får lov at fylde det hele.

Dette skal ikke ses som et udtryk for manglende respekt for en ’kollega’, der ikke har trivedes, for jeg er slet ikke i tvivl om, og anerkender for den sags skyld også, at der helt sikkert sidder flere, som kan tilslutte sig dette standpunkt. Men jeg ved omvendt, at det ikke er i nærheden af at være et alment gældende eller repræsentativt billede blandt landets lærere eller læreruddannede, som har fundet andre veje i forlængelse af den blindgyde, som skribenten ellers henviser til, at uddannelsen er.