I Politiken 26. juli delagtiggør statskundskabsstuderende Emilie Brovall Jäger læserne i sine indsigter om fedme. De tykkes vægt er, skriver hun, »konsekvenserne af beslutninger, som man har truffet, og dem må man rent faktisk leve med«. Forskning viser, at tykke børn ofte også bliver tykke som voksne. Skulle de altså have taget konsekvenserne af deres beslutninger som 5-årige? Forskere arbejder ihærdigt med at finde ud af, hvorfor nogle mennesker bliver tykke, og at de fleste af dem ikke kan tabe sig. Rigtig meget ved de endnu ikke. Men de finder flere forklaringer, som ofte samvirker. Nogle er biologiske som genetisk disposition og tarmens mikrobiom. Andre årsager er givetvis samfundsændringer, antallet af tykke (BMI over 30) er tredoblet siden slutningen af 1980’erne, og det skyldes næppe, at de alle har taget en beslutning om at blive tykke. Når der er så mange ulemper, og ikke kun sundhedsmæssige, men også sociale, ved at være tyk, er det ikke sandsynligt, at nogen bare ’vælger’ at blive det.
De tykke, som ikke taber sig, »har ikke viljestyrken til at ændre deres livsstil«, skriver Jäger. De fleste tykke mennesker har prøvet på at tabe sig, ikke en men mange gange, og har udvist en viljestyrke, som tynde mennesker med en velfungerende appetitregulering ikke har brug for. Problemet er, at de allerfleste af dem, som gennem selvdisciplin og afsavn gennemfører en slankekur, ender med at tage det tabte og ofte mere på igen. Deres kroppe stræber efter at opnå den høje vægt.
