Jeg tog fejl. Jeg troede, der var en forklaring på mine humørdyk. At jeg kunne skyde skylden på alle de andre og verden. Livet er fuld af kriser og irriterende mennesker. Der er grunde nok til at miste humøret.
Dengang jeg var ung og boede på Ærø i Marstal og i perioder havde svært ved at komme ud af sengen om morgenen. Svært ved at stå op til en ny dag og gå i skole, fordi lysten udeblev. Det var sgu da også, fordi min mor og stedfar havde besluttet at flytte til sådan en lille uduelig ø. Og da jeg flyttede til Odense og boede på kollegium og gik i 1. g og indimellem vågnede op til mørke dage, var det, fordi ensomheden lå under dynen og truede med at følge med ind i dagen. Eller da jeg tog på eventyr i Spanien og lavede sandskulpturer, og nye horisonter åbnede sig, var der også mørke revner, der indimellem slugte mig som kviksand – ikke mærkeligt, gadelivet var også hårdt og indimellem uden nåde. Eller senere i Cuba, hvor jeg dansede salsa og festede og faldt i et dybt hul af angst, var det også al den grumsede rom, jeg havde drukket, tappet på store sodavandsflasker på hvert et gadehjørne.
