Inga og Alrun har lært mig alt, hvad der er værd at vide om grise. Fødevareindustrien, dens myndigheder og mennesker har lært mig alt om det, jeg til stadighed ikke kan forstå. Det meningsløse vender vi måske tilbage til om lidt.
Alrun fik sit navn med klang af den alvidende eller Kvikke, som hun først hed. Hun har øremærkenummer 122757/0001, fordi hun er den første gris, der kom til verden her på gården. Som lidt af en forklædt velsignelse i maven på sin mor, soen Inga, som var drægtig uden at lade sig mærke med det, før hun lagde et kuld på 10 pattegrise i hytten i skovbrynet. En stime af sort- og sølvskinnede væsener med lyserøde tryner. I stand til at stå på egne ben fra det øjeblik, de ankommer.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


