For nylig fik jeg tilsendt et billede af De Radikales formand, Martin Lidegaard. Her ses det stakkels menneske efterladt på en gynge på en tom legeplads. Formålet var at skabe begejstring om det nødstedte parti – og om mennesket Martin, naturligvis.
Aldrig har jeg set et menneske se så ked ud af det. En lille sårbar sjæl tvunget ud på legepladsen, så de voksne endelig kan få arbejdsro til deres vigtige voksenting. Blikket er skuffet, vredt og forladt. ’Jeg er offer, hvis skyld er det, og hvad nu?’, siger øjnene.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

