Jeg forstår godt ønsket om at dø.
Hvis jeg blev svært handikappet eller på andre måder stærkt begrænset i min frihed og livskvalitet, er det meget muligt, at jeg ville plage min mand om at lægge en pude over mit hoved. Og jeg kan godt forestille mig, at jeg ville hjælpe den, jeg elsker, med at dø i en tilsvarende situation. I så fald måtte jeg tage den straf, der fulgte. Det ville jeg bedre kunne leve med end at leve i et land, hvor man har ret til at få aktiv bistand til at dø, og en læge og/eller en psykolog kan vurdere mit liv og finde det uegnet eller ikke værdigt til at fortsætte.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
