Som kvindelig fører af en beskeden Fiat 500 får jeg daglig lejlighed til at føle den mest næsegruse beundring for mine mandlige medtrafikanters kørekunst — især dem i de større vogne, og det er de alle sammenlignet med min lille blå.
Den konsekvens, hvormed de f.eks. på Lyngbyvejen overhaler en lille vogn, der holder den stipulerede maksimalfart (ikke sinke trafikken, kalder de det), kan ikke undlade at give indtryk af overlegenhed. Den maskuline djærvhed, hvormed de bryder ud af en kø for at smække ind og bremse op foran den overhalede vogn (overblik, reaktionshastighed og udnyttelse af vognens accelerationsevner, kalder de det), får mig til tilfulde at føle min feminine utilstrækkelighed i kørselens kaos.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
