Forfatter Theis Ørntoft havde i weekenden en Kronik i Politiken, som vi er kede af, at han har skrevet. Det er ikke første gang, nogen sender os en direkte hilsen om, at vi lige så godt kan kaste håndklædet i ringen. Men det gør ondt, når kynismen og apatien spredes af forfattere, der har så stor magt over ideer og fortællinger. Og allermest ondt gjorde det at læse de ord fra netop Theis Ørntoft, hvis digte og bøger vi ofte har spejlet os i.
Håbet er dødt, skriver han. Og det er den farligste retorik, vi møder som unge klimaaktivister. Det er værre end konspirationsteoretikere og klimaskeptikere, for de økologiske kriser er et vilkår, og vi kommer til at leve med dem resten af vores liv. Men de formes i uendelig høj grad af vores handling i dag, og den handling formes af håbet og de nye fortællinger, der må næres.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
