For 3 år siden fik jeg besked på, at jeg ikke skulle regne med nogensinde at komme i fuld beskæftigelse – at bestræbe sig på 15 timer ugentligt var højt sat, fordi et liv i overlevelsestilstand havde betydet, at min stresstærskel nu var betydeligt lavere end gennemsnittets.
Jeg kan så afsløre, at de ikke fik ret. Jeg kommer måske aldrig til at være den, der påtager sig ansvaret for tusindvis af fritidsaktiviteter og jonglerer med frivilligt arbejde ved siden af, men jeg læser til pædagog, og har gjort det i snart halvandet år. Jeg klarer det faktisk ret godt, vil de fleste mene. Men efterhånden som jeg kommer længere ind i det pædagogiske fag, har jeg opdaget, hvor meget det udelukkende er min egen fortjeneste, at jeg står her, hvor jeg står i dag.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
