Torsdag 9. november læste jeg, at statsministeren, Mette Frederiksen, ønsker de seneste ugers ’Gaza-demonstrationer’ undersøgt som opfordring til terror. Jeg tabte kæben.
Hvordan i alverden kan de empatiske fredsdemonstrationer, med slagord som »børn i Gaza har ret til et liv«, forbindes med andet end stor sorg, et spinkelt håb og et enormt ønske om at gøre noget, vise sin sympati, i den pågående konflikt?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
