Det hele begyndte en søndag formiddag – skiftedag i skilsmissefamilien. Min datter, Vega, som dengang var 11 år, og jeg skulle lige nå en lille gåtur i den lokale park inden afrejse. Vi sludrede om løst og fast, indtil jeg pludselig så tårerne, der stilfærdigt løb ned ad Vegas kolde kinder. Hun havde ikke lyst til at rejse tilbage til sit andet hjem fire-fem timer væk, hvor hun boede med sin mor, hun ville hellere blive i København. De tårer igangsatte en samtale, som fortsatte over det næste halve år.
Selv husker Vega, tiden, da hun begyndte at sætte ord på sine tanker og drømme for fremtiden sådan her:
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

