En weekendaften for nylig stod jeg og græd til en Tessa-koncert i Vega i København. Det kom bag på mig, at jeg blev revet med på den måde. Men det gjorde jeg, fordi mit hjerte banker for alle de brændte børn, som har brug for nærværende voksne. Og på grund af de dårlige forhold, der er i folkeskolen, ser jeg mig selv gå på kompromis med netop det nærvær. Så der midt i beatet fra ’Blæstegnen’ og ’Ben’ forstod jeg, hvorfor jeg ikke længere kan være lærer i folkeskolen.
Jeg har i løbet af de seneste 4 år set, hvordan jeg går mere og mere på kompromis i min undervisning og min tilstedeværelse over for eleverne. Fordi jeg er nødsaget til at bruge min tid på møder, pædagogiske notater, forældre, der stiller absurd høje krav, politiske beslutninger, der kræver lange planlægningsmøder, osv. Og nu røg mit håndklæde altså ind i ringen, jeg tager en pause fra alt det kaos, folkeskolen emmer af. Jeg er så bundærgerlig over, at vi ikke passer bedre på folkeskolen, for eleverne fortjener en skole, som har tid og overskud.
