Hvorfor taler vi ikke om sorg? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv de seneste fire år. Siden jeg selv fik sorgen som livsvilkår og blev konfronteret med den tunge og omklamrende død. Siden jeg mistede min kusine, min bedste veninde, min Ida i en bilulykke på en motorvej i foråret 2019.
Siden da er jeg tit blevet mødt af afvigende blikke, rømmen og akavede kommentarer, når jeg har nævnt Idas navn. Ikke kun i samtalen om hendes død, men også blot i fortællingen om et familiemedlem og de anekdoter, som følger dertil. Jeg har observeret, at man ikke længere kan nævne en afdød ved navn, uden at tabet bliver altoverskyggende, og samtalen punkteres. Jeg er i besiddelse af evnen til at agere den ultimative lyseslukker.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

