Jeg er en af dem, som mange i den ældre generation og vores regering sætter spørgsmålstegn ved. Jeg er kvinde. Jeg er 29,8 år, gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i hovedstadsområdet. Jeg bor i København og har et godt job. Jeg har alt det, der skal til for at kunne stifte en familie. Men jeg vil ikke, ikke nu, og jeg er ikke stresset over det. Dét, der ville stresse mig mere, var at skulle have et barn i dag.
Hvad holder mig og andre kvinder tilbage, når vi ved, at vores fertilitet falder efter midt-20’erne? Det er let at svare på: Det store egoistiske projekt kaldet personlig frihed. Frihed til ikke at jagte personlige og karrieremæssige ambitioner, hvis det er det, jeg ønsker. Simpelthen valget om at sætte mig selv først så lang tid som muligt. Friheden til at opføre mig som mine mandlige venner og kolleger, der ikke er begrænset af et biologisk ur.
