Det, der sker lige nu, er historisk, og samtidig er det meste, som det plejer. Nedlukningen af DIA (Dansk International Adoption) og dermed af international adoption i Danmark har fået medierne til at rette blikket mod adoptionssystemet. Men i debatten sker der et skred, når blikket og sympatien først og fremmest rettes mod de adoptanter, som lige nu står på venteliste, og i mindre grad på de børn og voksne, som er adopterede, og som lever med en livslang sorg over at have mistet deres land, deres sprog og deres kultur — som er afskåret fra deres slægt og deres ophav.
Mens jeg har hjertedyb sympati for de adoptanter, som lige nu står i uvished, og som af den ene eller anden grund ikke selv kan få børn, vil jeg samtidig opfordre til, at man også husker at rette blikket mod de adopterede. Ikke kun som ‘vidner’ eller ‘kilder’ til at forstå adoptionsindustrien og -systemet, men som personer, der har rejst gennem systemet mod deres vilje og magt, og som (spæd)børn har måttet stå alene i verden. Vi er et produkt af dette system, ikke kun rent økonomisk og juridisk men mest af alt emotionelt. Derfor er vi selvfølgelig også berørte af DIA’s nedlukning. For mig personligt er det både med lettelse og ambivalens, men måske mest af alt med en form for meningstab, at vide, at det system, som har bragt mig til, er gået i stykker, er kollapset. Det er endnu et holdepunkt, endnu noget konkret, som falder bort.
