Jeg er træt af, at mine skoledage handler mere om præstation end om læring. I jagten på de høje karakterer og omringet af en usund præstationskultur har jeg selv nær mistet glæden og lysten til at lære. Jeg glemmer at lytte, når mine klassekammerater taler, fordi jeg har travlt med at formulere den perfekte sætning i mit eget hoved. Jeg bremser min nysgerrighed og tøver med at stille min lærer spørgsmål – af frygt for at lyde dum. Jeg nikker instinktivt pænt, når min lærer spørger, om alle er med – og det samme gør resten af klassen.
Min lærer fortalte forleden, at hun dumpede sit bachelorprojekt på universitetet, men at livet heldigvis gik videre. For os unge virker det måske ikke altid, som om livet faktisk går videre.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

