For nylig besøgte jeg min unge ven A., som kom her til landet for en del år siden på flugt fra myrderierne og torturen i Syrien. Trods rædslerne i hjemlandet og under flugten til Europa har han det egentlig godt: Taler flydende dansk og er vellidt på sit job, for han er – som jeg oplever ham – venlig, stilfærdig, tænksom og empatisk. Et par timers snak blev det til den eftermiddag med chai og baklava samt gensidig venlighed, lytten og forståelse. Lidt som en god dag blandt venner i Mellemøsten.
A. er træt, det siger han selv, og det ser man på ham – udmattet i virkeligheden – og han er færdig med politik, den globale, men også (og ikke mindst) den danske version; den, hvor partier den dag i dag, netop nu i denne selvmorderiske epoke, hvor vi kollektivt er ved at drukne eller brænde op i alt for virkelige og stadigt mere nærværende kriser. Den, hvor partipolitiske stemmefiskere ikke desto mindre prøver at lefle sig til popularitet ved at mistænkeliggøre mennesker fra Mellemøsten – læs: muslimer – mens sikkerhedspolitik, mentalt helbred, miljø og klima står i flammer.
