Min far er død. Det er godt 8 år siden. Han blev 80 år. Han boede på plejehjem i 7-8 år, og han blev dement i mere og mere udtalt grad.
Han fik en hjerneblødning ved årtusindskiftet og blev igennem godt 8 år passet af min mor. Han mistede gradvis evnen til at tage meningsfulde og velovervejede beslutninger, men havde retten til at træffe også vidtgående af slagsen alligevel. Det blev på bekostning af min mor. Han ville ikke på plejehjem, forstod ikke, hvad det var, og ville ikke give samtykke til en flytning; så han blev boende og tvang, uden at ane noget om konsekvenserne, sin kone, en kvinde på omkring 75 år, til at være fuldtidsplejer i flere år. Han var og er langtfra det eneste demente menneske i Danmark, der er udstyret med retten til at gøre sig selv til en stor fysisk og psykisk belastning for sin eller sine nærmeste pårørende og uden en egentlig bevidsthed om sin faktuelle ugerning.
