Jeg havde fortrukket mig fra hospitalsstuen i respekt for min far. Jeg forestillede mig, at det var lettere for ham at fortælle ærligt om sit alkoholforbrug, når jeg ikke var til stede. En lidt fjollet tanke, da jeg jo selv lige havde lagt alle flaskerne i poser, mens vi ventede på ambulancen.
Nu stod jeg afventende ude på gangen og gjorde mig parat til lægens dom over min fars helbred. Jeg var ung - og træt. De seneste måneder havde krævet meget af mig i forsøget på at få ham afsted. Døren gik op, og lægen trådte ud. Jeg var lige dele nervøs og lettet. Nervøs for, hvor slemt det stod til og lettet over, at han endelig var på hospitalet, for nu var der nogle rigtige voksne, der kunne tage over. Lægen vendte sig halvt mod mig og sagde: »Ja, du kender jo turen« og forsvandt så videre ned ad gangen. Ned til de patienter, hvis sygdom ikke var selvforskyldt, og som var værdige til hans tid. Og jeg kendte jo godt ’turen’, men det, der ramte mig var hans ligegyldige indstilling til det menneske, som var vigtig for mig.
