I 1998, da International Criminal Court (ICC) blev etableret, udtrykte dommer Eli Nathan, der var leder af Israels delegation, både håb og frygt for domstolens fremtid. Som Holocaust-overlever og livslang humanist udtrykte han håb om, at domstolen vitterlig ville fuldføre dens tilsigtede rolle og sikre straffe for de mest alvorlige forbrydelser.
Hele processen med at skabe rammerne for domstolen havde dog gjort Eli Nathan bekymret, da den i stedet kunne ende som en politisk arena og kampplads uden fokus på det, den egentlig skulle løfte. Israel valgte derfor ikke at støtte op om domstolen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
