Når man taler om folk, der ’kommer til tro’ – som det med en irriterende, nærmest über-kristen vending kaldes – så taler man reelt om det, der også hedder at blive ’omvendt’. Fra at være ikketroende bliver man troende. Og det var, sådan cirka, det sidste, jeg nogensinde troede, at jeg skulle blive.
Når jeg ser tilbage, kan jeg jo godt se en masse spor i mit liv, som leder op til en form for omvendelse. Jeg er vokset op i et ærkeprotestantisk hjem, hvor al religion var trængt helt i baggrunden. I forgrunden var arbejdet, fliden, nøjsomheden, ydmygheden. Og så hjælpsomheden, naboskabet, den sociale opmærksomhed. Men skam den, der vovede at tale højt om religionen. Den var der. Det var jo tydeligt både til jul, påske og pinse, hvor der var pyntet op til den helt store guldmedalje, og hvor glæden, men også alvoren, tavsheden, stilheden, blev fejret. Det var også tydeligt til fødselsdagene, hvor der blev gjort et meget stort nummer ud af at fejre, at vi hver især som individer – selve humanismens centrum, symboliseret i Jesus-barnet – var kommet til verden. Og så blev man i døbt og konfirmeret, no questions asked. Vi var jo ikke hedninge.
