Hvordan er jeg gået fra at være én, der havde en forestilling om at skulle rejse rundt i verden med et barn under armen og skrive, til at være én, der har hus, børn, biler, bonusbørn, kæreste, ekskæreste, katte og frugttræer- og buske? Spørgsmålet stiller Dy Plambech sig selv i Politikens første sommeressay med temaet ’Mit sporskifte’.
Dy Plambeck: Familiekonstellationen kolliderer med min frihedsfølelse
Lyt til artiklenLæst op
11:04
Henter...
Det var nogle dage efter, at jeg havde afleveret manuskriptet til min roman ’Mod midnatssolen’, at jeg fik trang til at gå op på loftet og organisere. Afslutningen på romanprojektet havde udløst en rastløshed i mig, der ville ordne kasser med aflagt tøj og udtrådte vandresko. Man skal passe på med den slags. Man skal passe på med lofter. Det er et mytologisk sted, alle dem, der bor deroppe, nissen, rotterne, måren, og hvis nogen har en magisk kuffert i en fortælling, ligger den helt sikkert dér sammen med alt det andet, der minder én om, hvem man engang var. Rygsækken fra rejsen til New Zealand i ’99. Et kasseret romanmanuskript i en Netto-pose.
