Vi lever i et samfund, hvor der udbasuneres holdninger fra enhver, der gerne vil markere sig. Vi er blevet som små minareter, der gjalder vores holdninger afsted i alle retninger. Medierne følger med, hvor meninger og holdninger kurateres i spalter, debatprogrammer eller voxpop. Alt for mange medier skaber holdepladser for blinde holdninger. Desuden har vi sociale medier, som er blevet demokratiets ludere, der er billigt til salg for selv de værste meninger og holdninger, og som letter trykket hos de mange, der har ophobet en intens lyst til at mene noget. Holdninger er blevet vigtigere end argumenter, og meninger er blevet vigtigere end sandhed.
Det værste er, at samtaler er blevet til enetaler: ’Jeg gider ikke høre på dig, for jeg har ret til at mene noget’. Tidens måske vigtigste eksempel er debatten om aktiv dødshjælp. En debat, som er blevet særdeles polær, hvor alle skal mene noget. Det afgørende synes at være en mening om, at ingen skal lide unødigt, og alle skal have lov til at dø – det skal ingen andre bestemme. ’I øvrigt var det også synd for ham Preben, som ikke fik en værdig død i Danmark’.
