Jeg havde forventet, at den helt store tur ville komme sidste år. Vi skulle mødes ved graven med flere af hans venner, vi skulle skåle i Barolo, vi skulle synge en sang. I dagene op til gik jeg og blev lidt rørt på forkant. Jeg forestillede mig, hvordan det ville føles, at vi nu skulle samles på denne 10-års dag for hans død og mindes. Jeg forestillede mig, hvordan vi ville tage hinandens hænder og kigge på gravstenen og snøfte lidt. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville komme til at mærke ham helt tæt på, lige der, som var det lige sket. Men: Der skete ingenting inden i mig. Jeg var en zombie, mens vi gjorde alt det, vi havde planlagt, for at mindes min afdøde far. Jeg mærkede ingenting, jeg var tom, tom, tom, og mens det skete, tænkte jeg: Er det, fordi jeg virkelig, sådan ægte, er kommet over det? Ha! Jeg var ikke en skid kommet over det, nej, for sorgen er lunefuld. Netop som man tror, man er videre, kigger den op til overfladen og viser sit forvredne ansigt.
Det forvredne ansigt findes i den grad i mit liv for tiden. Det er 11 år siden, at min far døde, og jeg har aldrig savnet ham så meget som nu. Jeg savner hans bamsekram, jeg savner hans insisteren på at spille plader for mig, jeg savner hans kyndige blik på mine tekster, jeg savner de 200 kroner, han altid ville stikke i hånden på mig, når jeg skulle i byen. Jeg savner at tale med ham, vende verden, jeg savner at mærke, at der altid var én, der var på mit hold. Og så har jeg lyst til at vise ham, hvad det blev til; mit liv, min karriere, min skrift. Og i virkeligheden også noget så banalt, som hvordan jeg ser ud. Hvilke venner jeg har, hvor jeg bor, hvad jeg laver i min fritid.
