Klumme afHans Davidsen-Nielsen

Journalist

En god dag for lynhurtige Mohamed Salah - og en dårlig dag for afdøde Mærsk Mc-Kinney Møller

Lyt til artiklen

En god dag for...

Mohamed Salah. Efterhånden er det blevet noget trivielt, at verdens bedste fodboldspiller enten kommer fra Europa eller Sydamerika. Men nu har Ronaldo og Messi fået en værdig konkurrent til titlen i skikkelse af den lynhurtige egypter Mohamed Salah, der i aften med Allahs hjælp kan spille sin klub Liverpool i Champions League-finalen. Ikke blot er den 25-årige topscorer blevet kåret for anden gang til årets spiller i engelsk fodbold. ’Mo’ Saleh, som Liverpool-tilhængerne kalder ’den egyptiske konge’, er også blevet en samlingsfigur i sit splittede hjemland, hvor general el-Sisi slår hårdt ned på enhver form for opposition. Det forhindrede dog ikke omkring en million mennesker i at stemme på Salah ved præsidentvalget i marts, selv om han slet ikke var opstillet.

Og en dårlig dag for...

Mærsk Mc-Kinney Møller. Der var ikke mange i toppen af dansk erhvervsliv, der havde mod på at modsige Mærsk Mc-Kinney Møller, mens han endnu levede. Men seks år efter skibsrederens død vover enkelte af hans tidligere topchefer pelsen i den nye bog ’Husk altid ledestjernen’. Hr. Møller burde have lyttet mere til sit eget motto om ’rettidig omhu’ i stedet for at lade sig styre af familiefølelser for blandt andet Lindøværftet. Den øverste direktør indtil 2007, Jess Søderberg, undskylder Mærsks »mindre pæne sider med, at han med alderen fik svært ved at leve op til de strenge krav, han stillede til sig selv og andre ...«. Hr. Møller skulle have ladet sig pensionere, da han rundede de 90 år. Hvorfor sagde inderkredsen i Mærsk ikke fra allerede dengang, kunne man spørge.

Hans Davidsen-Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her