En landsretsdom i Sverige har rystet den prominente danske #MeToo-kritiker Marianne Stidsen, der er lektor i litteratur ved Københavns Universitet.

Hun frygter en fremtid, »hvor ingen mand i Sverige kan føle sig sikker, selv om de ikke har begået noget kriminelt«. Det skrev hun i den svenske avis Expressen. Dommen, skyldig i to voldtægter, gælder kulturmanden franske Jean-Claude Arnault, der især er kendt for sin nære kontakt til Svenska Akademien, hvis image hænger i laser grundet netop ham.

Stidsens rædselsscenarie kan undre. De, der angriber #MeToo, fremhæver ellers altid retssystemet som eneste valide bedømmer. Andres holdninger er ’folkedomsstol’. Alle har bare at holde kæft, indtil retten har talt. Erklæres manden for uskyldig, har han aldrig begået en voldtægt. Basta.

Lektor Stidsens kritik af dommen mod Arnault går på »kvindens troværdighed«. Hvis den er »sanktioneret som tilstrækkelig bevisførelse« er fanden åbenbart løs.

Findes der en kvinde, der anmelder voldtægt, som ikke direkte eller indirekte beskyldes for at lave en falsk anmeldelse? Findes der en mand, anmeldt for voldtægt, der ikke erklærer sig uskyldig?

Herhjemme så vi mistænkeliggørelse af en kvinde i fuldt flor i forsommeren 2018 i en bredt omtalt voldtægtssag. Retten fandt det ikke bevist »uden for enhver rimelig tvivl«, at manden havde tiltvunget sig samleje. Mistænkeliggørelsen af kvinden gik så langt, at en medieperson lagde udsnit af retsdokumentet på Facebook en stund, renset for omtale af hendes modstand.

Jean-Claude Arnault bedyrer sin uskyld, men rygterne om hans overgreb har kørt i årtier ligesom rygterne om filmmogulen Harvey Weinstein og komikeren Bill Cosby. Så sprang ballonen, kvinder stod frem, visse anonymt af frygt for at blive sortlistet i branchen. Derpå fulgte angreb som: Kvindernes talenter er åbenbart større på lagenet. De vil blot have opmærksomhed eller penge. De indgår i et feministisk, venstreorienteret komplot mod mænd.

Lektor Marianne Stidsen er på sidste hold, varedeklareret i hendes mange indlæg i danske og svenske medier imod #MeToo-bevægelsen og skarpest fremført i en af hendes to kronikker i denne avis: »#MeToo-bevægelsen er en ny mccarthyisme med modsat politisk fortegn, og jeg finder den – sagt helt uden overdrivelse – ekstremt farlig«. Uha da da.

Én mands »jeg er uskyldig« er nok. Om det så er en kvinde, 18 kvinder eller 80 kvinder, der siger det modsatte. Men hvorfor anses mænd langt mere troværdige end kvinder? Mig bekendt viser den ene solide undersøgelse efter den anden, at mænd lyver mere end kvinder. Går den, så går den.

Storløgneren Trump står for ekstremerne. Evig uskyldig, om greb i skridtet eller værre overgreb. Han slipper afsted med at kalde kvinder fat pigs, dogs, slobs and disgusting animals, mens en nyvalgt kvindelig demokrat, en jurist, for nylig blev mast i mediemøllen, alene fordi hun brugte ordet motherfucker om Trump.

Også herhjemme snydes på vægten, når der er køn på spil. Syv ud af de ni store nyhedsmedier har for eksempel delt to gange så meget negativt om #MeToo på Facebook som positivt. Bag kortlægningen står kultur- og medieforsker Camilla Reestorff, der nu tjekker prioriteringen i medierne selv.

Mit indtryk er, at det negative vinder stort også der, men Marianne Stidsen ser en anden virkelighed. I oktober 2018 skrev hun i sit hoforgan, denne avis, at der »i medier og på Facebook« er skrevet »spalte op og spalte ned« til fordel for #MeToo, men kun »ganske, ganske få indlæg, der vover at sætte et kritisk spørgsmålstegn ved den«.

Vover? Også derfor kom jeg til at grine. Det er mainstream at kritisere kvinder – og opskriften på at få medietid, likes og rygklap, om det rene nonsens eller ej.

fortsæt med at læse

»Blodrus, folkedomstol, heksejagt«:

Medierne skaber et unødvendigt negativt billede af #MeToo på Facebook