Hvornår har du sidst spurgt en elektriker, en tandlæge eller en advokat, om de vil gøre et stykke arbejde for dig gratis?
Som artist, sangskriver og koncertarrangør modtager jeg ugentligt henvendelser fra diverse aktører med forespørgsler om musikalsk eller anden medvirken ved forskellige arrangementer. Overraskende ofte med den lille detalje, at der ikke lige er nogen løn for det arbejde, der efterspørges.
Alle mennesker har et forhold til musik, og langt de fleste bruger musik aktivt i deres liv hver eneste dag. Vi bruger musikken, når vi fester, når vi slapper af, når vi dyrker sport, når vi gør rent, når vi er kede af det, når vi elsker, når vi er vrede, når vi arbejder, ja, fortsæt selv listen. Musikken er med os overalt og er fundamental i de fleste menneskers liv.
Jeg er en af dem, der lever af at skrive musik. Jeg forsøger at lade sangene spejle vores verden og gå i dialog med den. Ligesom mange af mine kolleger oplever jeg også at modtage tilbagemeldinger fra folk, for hvem mine sange er kommet til at spille en vigtig rolle i deres liv. Sange som midsommersangen ’Når jeg danser bålet’ og sangen ’Hold dit hjerte blødt’ bliver en slags livsvejvisere; lyrikken tatoveres på kroppen, sangene synges ved livsfester som bryllup og konfirmation og inddrages i taler, i prædikener, synges i kor, på højskoler og efterskoler, og ordene tages med i kunstværker.
Det er jo stærkt og vigtigt, at musikken indtager så væsentlig en rolle i de fleste menneskers liv og på den måde bringer helt afgørende værdi til samfundet. Men én ting nager mig, og jeg mener, at vi er nødt til at tale meget mere om dette: at kunstnere meget meget ofte bidrager til samfundet uden at modtage betaling for deres arbejde.
Man kunne forestille sig, at det var, fordi det drejer sig om, at kunstnerne inviteres af små aktører med få midler. Men nej, det sker også blandt landets største aktører – public service-kanaler, ministerielle enheder, store kommercielle medier og landets største velgørende organisationer.
Det virker, som om det er ganske normalt, at organisationer og kulturinstitutioner involverer kunstnere uden at betale for det stykke arbejde, der lægges.
Alle ved jo, at kunstnere har brug for eksponering og brandingværdi. At de vil tage til takke med det meste, hvis blot de får noget eksponering. Indimellem er det også i en god sags tjeneste – og så får man jo den gode samvittighed og positiv branding oveni. Win-win. Eller hvad?
Ikke så sjældent har jeg optrådt ved velgørende events, hvor overskuddet går til en god sag, som gør en forskel ude i verden. Det føles meningsfyldt, at musikken kan være med til at gøre den forskel.
Jeg mister dog en arbejdsdag på det, og det er lidt svært at betale husleje med social ansvarlighed og følelsen af meningsfuldhed. Når jeg så begynder at kigge mig rundt og får øje på projektlederen, medarbejderne og direktøren i den organisation, som hoster eventet, og som alle hæver en god fast månedsløn for deres arbejde, ja så føler jeg mig faktisk indimellem lidt røvrendt og får meget ofte lyst til at spørge en af dem: »Hvaaa … hvad siger du til, at jeg får din dagsløn for i dag, og så napper du en dags gratis arbejde?«.
Det er jeg så begyndt at spørge dem om, når de ringer med den slags forespørgsler, og det er de sjovt nok sjældent interesseret i.
Sagen er bare, at vi kunstnere lever under nogle arbejdsvilkår, som er fuldstændig utænkelige i de fleste andre brancher. Vi har ingen fast indtægt. Vi får ingen løn i ferier. Vi har ingen pensionsopsparing. Vi har ingen tillidsrepræsentant, vi kan gå til, hvis noget er grænseoverskridende eller urimeligt. Vi har intet sikkerhedsnet. Heller ikke når det kommer til barsel. Vores branche er et ureguleret wild west.
Som professionelle skabende musikere lever vi med streamningplatforme, som stort set ikke betaler for vores arbejde. Et ’public service’-medie, som udelukker en masse kvalitetsmusik fra sine kanaler, er påvirket af ageism og i øvrigt primært spiller artister fra major labels. Spillesteder, der skruer honoraret til kunstnerne ned eller helt undlader at booke mange kunstnere, fordi de kæmper med at sælge billetter til danskerne i et nyt marked domineret af de store stadionkoncerter.
En musikbranche, som generelt er ekstremt styret af aldersdiskrimination og jagten på det næste nye navn, man kan tjene penge på i en periode, indtil man vender blikket mod endnu et nyt navn. Hvilket gør et langt liv med musikken meget svært i Danmark, hvad der naturligvis afspejles i den økonomi, man så lever med som skabende musiker.
Mange musikere pisker rundt efter det næste lille job som sultne hunde. En minimumstarif for rytmiske musikere i 2025 er på 2521 kr. Hvis du er artist eller bandleder, bor i København og har et spillejob i Aalborg, så skal du: 1) leje bandbus, 2) betale benzin og bro, 3) betale overnatning for hele dit band, 4) bruge en hel dag på at hente gear, køre til Aalborg, stille op, lave lydprøve, spille koncerten, pakke gear ned, pakke bilen, tage hen på hotellet, køre hjem næste dag. For 2.521 kr. før skat. Do the math. Det hænger ikke sammen.
Dertil kommer, at man som skabende musiker (der ikke udgiver på major label) lægger alle udgifter for musikproduktion, studiemusikere, mix, mastering, photoshoot, videoproduktion, stylist, makeupartist, vinyltryk, pr-medarbejder og SoMe-annoncering.
En albumudgivelse koster derfor mere end 200.000 kr. Det har mine fem album i hvert fald gjort. Den skabende musiker løber dermed en enormt stor økonomisk risiko. Og rigtig mange kunstnere får aldrig de penge tjent hjem igen. Dette giver musikbranchen en enorm social slagside, da kunstnere, som kommer fra en økonomisk privilegeret baggrund, har mulighed for at åbne døre, som andre ikke har mulighed for at åbne.
Der er mange dygtige og velmenende typer i kulturbranchen, som hæver en fast månedsløn og derfor er helt privilegieblinde, i forhold til hvordan det er at leve uden sikkerhedsnet.
Folk, som ikke kender til følelsen af ikke at vide om man kan betale næste måneds husleje, eller børneinstitution. Eller som ikke ved hvordan det føles ikke at kunne tage på ferie med sine børn, som mange familier i Danmark ellers gør.
Men sådan er livet faktisk for mange kunstnere. At være kunstner er ikke kun noget, du gør. Det er noget, du er. Der findes ikke andre muligheder end at udleve kunsten, selv med alle de store omkostninger, der findes ved at vælge et kunstnerliv. For hvis der er andre muligheder til stede, ja, så vil de fleste ende med at vælge dem før eller siden, da kunstnerlivet er benhårdt i det lange løb. En rapport om trivsel i musikbranchen fra 2024 viser at 24 % af musikerne mistrives, mod et generelt gennemsnit i befolkningen på 5 %. Og at vælge musikken som karrierevej øger risikoen for angst betydeligt.
Fra min årgang på konservatoriet er det et fåtal, som i dag lever af at være skabende kunstnere. Én ting er sikkert: Dem, som bliver ved med at være kunstnere, det er dem, for hvem det at gøre noget andet ikke er en mulighed. Jeg er en af dem.
Jeg har selv valgt mit liv som skabende kunstner, og det tager jeg det fulde ansvar for. Og det går faktisk også langt om længe rigtig godt.
Når jeg alligevel skriver denne Kronik, er det, fordi jeg synes, at det er vigtigt – og på høje tid – at vi får skabt en ny kultur, hvor vi betaler kunstnere for deres arbejde. Hver gang.
For hver eneste gang, du beder en kunstner stille op, til hvad det end måtte være, så stjæles der en arbejdsdag. En arbejdsdag, som kunne bruges på at skabe noget, der potentielt giver indkomst. Og den indkomst mister man så.
Jeg har slet ikke tal for, hvor mange arrangementer jeg er stillet op til gratis – herunder hos masser af store etablerede aktører. Jeg har stillet op, fordi jeg ønskede at støtte en god sag, eller fordi jeg vurderede, at det kunne gavne min karriere. Eller måske har jeg oplevet, at der her var en mulighed for at påvirke noget i positiv retning – enten med min kunst, min viden eller politiske perspektiver.
Når jeg bliver inviteret til at bidrage på forskellig vis af disse store aktører, så er det, fordi jeg har brugt mange år af mit liv på at fordybe mig i og dygtiggøre mig inden for et felt. Med andre ord bliver jeg inviteret, fordi jeg er en specialiseret kompetence inden for et område. Og som den specialiserede kompetence stiller jeg op og er med til at skabe indhold til andre. Gratis. Og mister arbejdsdage på det.
Jeg blev eksempelvis inviteret af en stor filmfestival i Danmark til at sidde i dommerpanelet. En ærefuld forespørgsel, som jeg da også blev smigret over. Jeg har ved siden af min artistvirksomhed skrevet filmmusik gennem mange år, og den erfaring og ressource er naturligvis grunden til, at jeg blev spurgt.
Jobbet indebar tre hele dage, og jeg ville få overnatning og mad betalt og kunne boltre mig i et fancy filmbranchenetværk, hvor jeg – måske, hvis jeg var heldig – kunne møde mit næste karriereboost. Der var så ikke lige nogen løn for de tre arbejdsdage.
Netop det her med, at karrieren potentielt kan blive boostet, hvis jeg indvilliger i det gratis stykke arbejde, er et centralt element omkring udnyttelsen af kunstnere. For de fleste kunstnere stræber efter et karriereboost. Det ved kulturbranchen, og det kan udnyttes.
Jeg blev ligeledes inviteret af et af landets største medier i forbindelse med en musikbranchekonference om kvinder i musiklivet. Et emne, jeg har beskæftiget mig intensivt med i 10 år. Jeg skulle sidde i et af udvalg og var nøje udvalgt til dette på baggrund af min profil og mit virke i forhold til emnet.
Der var tre formøder, hvor vi skulle debattere og indkredse nogle forskellige emner, som vi mente var vigtige at præsentere på konferencen. Og så skulle vi tilrettelægge, forberede og performe præsentationerne ved konferencen, foran hele inderkernen af dansk musikliv. Heller ikke her var der nogen løn for arbejdet.
For nogle sangskrivere er sangskriversessions en stor del af musikervirket. Altså studiesessions, hvor en lille håndfuld producere og sangskrivere samarbejder, ofte for at skrive hits til en specifik artist. Her er der ikke kultur for at lønne de sangskrivere, som hentes ind udefra.
Sangskriverne kan krydse fingre for, at sangen hitter så stort, at deres cut varmer på kistebunden. Og hvis sangen aldrig udkommer eller ikke lige opnår hitstatus, ja, så var det jo bare (endnu) en ubetalt dag på arbejde. Men hvorfor egentlig? Hvorfor ikke betale sangskriverne for deres indsats her? Nøjagtig som man ville betale alle andre håndværkere, der leverer et stykke arbejde.
Eller hvorfor er det egentlig, at den ene dygtige, professionelle artist og musiker efter den anden stiller op og leverer koncertindhold fra øverste hylde til landsdækkende morgen-tv uden at få en krone for det? Dejligt for tv-kanalen. Knap så dejligt for artisterne. Som ofte må betale deres musikere af egen lomme, så det ender med at blive en decideret underskudsforretning.
Der er nærmest ikke grænser for, hvad vi kunstnere gør for at få eksponering. Vi er alle sammen suckers for opmærksomheden. Hvorfor? Simpelt: Vi ønsker at nå ud til et større publikum. Det ved kulturbranchen godt. Og det udnyttes til fulde.
Jeg kunne blive ved og ved og ved med at liste lignende eksempler op. Det vil alle andre musikere også kunne. For vi har alle sammen endeløst mange af disse oplevelser.
At man overhovedet kommer på den tanke at bede en kunstner om at arbejde gratis, er i sig selv fuldstændig skævt. Man ville aldrig få den tanke med nogle andre erhvervsområder, så hvorfor skal det være anderledes for kunstnerne? Musikken omsætter for mange milliarder hvert eneste år. Musikere bør tages lige så alvorligt som andre erhvervsgrupper.
Mit forslag vil lyde: Det skal ikke være muligt for større virksomheder, organisationer og institutioner at invitere en kunstner uden at lægge et honorar på bordet.
Lad os lave en ny konsensus i Danmark om, at hver eneste gang en kunstner inviteres til noget – hvad det end er – så skal der ligge et honorar.
Hvis vi ønsker, at kunstnere skal blive ved med at levere den kunst, som beriger vores samfund hver eneste dag, som er med til at skabe kulturel identitet, sammenhængskraft og samfundsudvikling, og hvis vi ønsker at skabe vækst i den store forretning, som musiklivet også er, så må vi anerkende den værdi, musikken rummer, og betale for den. Som med alt andet. Det er i den grad det eneste rimelige.
I vil gerne have os kunstnere til at skabe. Så betal for vores tid og vores arbejde.
Ingen ønsker en verden uden kunst. I vil gerne forbruge kunsten. Så betal for den.
Og har du som kulturformidler, organisation, virksomhed eller institution ikke økonomi til rådighed til det stykke arbejde, du ønsker fra en kunstner, ja, så kan du jo tilbyde kunstneren din egen dagsløn for den dag.
fortsæt med at læse
