8. marts er både en festdag og en kampdag, og der er som altid masser af fejre, men mindst lige så meget at kæmpe for. Meget at fejre, fordi der efterhånden er så mange seje kvinder med anden etnisk baggrund, der modigt og ærligt beriger den offentlige debat med deres personlige historier og nødvendige frihedskamp. De går i rette med forstokkede stemmer i moskeerne, de tør sige de ting, der skal siges, for at flere kvinder kan leve et liv frit uden at være underlagt en far, en bror eller en ægtemand. Det er den gode nyhed.

Den dårlige nyhed er selvfølgelig, at der er rigtig lang vej igen. Alt for mange kvinder med anden etnisk baggrund lever et liv med kontrol og ufrihed. Det dokumenterer den seneste tids mediedækning kun alt for godt. Der er stadig steder i Danmark, hvor en kvinde betragtes som sin mands ejendom, der er steder, hvor manden fungerer som kvindens værge – og der er steder, hvor trusler og tæsk er prisen for at få en kæreste, der ikke falder i familiens smag.

Desværre mener jeg ikke, at vi altid er gode nok til at støtte op om de nydanske kvindeforkæmpere. Desværre har de fleste danske kvindesagsorganisationerne glimret ved deres fravær i de sidste par ugers debat om konservative og kvindefjendske imamer. Hvorfor ikke bruge deres magtfulde stemmer mere aktivt, når det handler om at fordømme imamer, der opfodrer kvinder til at blive i voldelige ægteskaber eller nægter dem at arbejde med mænd?

Det gør en verden til forskel for de modige debattører, der stikker næsen frem og går i rette med religiøse dogmer og konservative autoriteter, at de har kvindebevægelsen med. Det betyder, at de ikke længere står alene, men at de har tusindvis af andre kvinder bag sig.

Jeg tror desværre, der er en tendens til, at man ikke tager de hadske ytringer fra eksempelvis imamerne alvorligt. Det er en stor fejl. Når man holder problemet ude i strakt arm, overser man, at de her imamer ikke taler ud i et tomrum. De taler til mødre og fædre, der påvirker deres børn og sender de undertrykkende ideer videre. Det kan godt være, at deres ord ingen vægt har hjemme hos en almindelige dansk familie, men ved at undervurdere deres betydning kommer vi til at lukke øjnene for en markant kvindeundertrykkelse i nogle miljøer.

Når religiøse dogmer får lov til at underminere de individuelle frihedsrettigheder, så bør alle alarmklokker ringe – lige meget, om vi er i Gellerup eller Gentofte. Så har vi en pligt til at reagere. Jeg er for den sags skyld ligeglad med, om det handler om konservative imamer, der opfodrer til kvindeundertrykkelse, eller sorte katolske præster, der nægter kvinder retten til fri abort.

Lad os i dag stå sammen og love hinanden at kvindernes kampdag 2016 bliver et vendepunkt. At vi uden bortforklaringer eller berøringsangst bakker op om den spirende kvindekamp blandt nydanske kvinder. Det betyder ikke, at vi skal kæmpe mindre for øremærket barsel eller ligeløn. Langt fra. Her kommer SF stadig til at presse den nuværende regering med alt, hvad remmer og tøj kan holde.

Det betyder blot, at der er en gruppe nydanske kvinder, der har brug for, at vi i samlet flot tager bladet fra munden og siger højt og tydeligt, at når vi skal vælge mellem hensynet mellem at træde en konservativ prædikant over tæerne eller bakke fuldt op om de kvinder, der kæmper mod social undertrykkelse og vold; så står vi 100 procent på den undertrykte kvindes side.

fortsæt med at læse

Skal Grimhøjmoskeens dobbeltspil virkelig gå ud over alle muslimer?