Jeg begyndte i specialklasse allerede i 0. klasse. Ikke fordi jeg var uopdragen, forstyrrede undervisningen eller ikke kunne følge med, men fordi jeg havde svært ved at udtale ord og lyde. Det lyder måske som en mindre ting. Men for et barn, der netop er begyndt i skole, betyder det alt. Når man ikke kan udtrykke sig som de andre, bliver man hurtigt usikker og trækker sig. Heldigvis blev det opdaget tidligt. Mine forældre og lærere insisterede på, at jeg skulle have hjælp – ikke bare ekstra timer, men et miljø, hvor der var tid og ro til, at jeg kunne udvikle mig.
Derfor blev jeg placeret i en specialklasse. Et sted med små hold, specialpædagoger og trygge rammer. Et sted, hvor jeg ikke var ham, der haltede bagefter, men bare et barn, der havde brug for lidt ekstra støtte for en periode.
