0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Christianias bedstemor om livet som frihedskæmper

Hun bliver kaldt Dronningen af Christianshavn eller Christianias Bedstemor. Forfatter, suppekoger, socialarbejder og frihedskæmper Eva Esmann fortæller om et langt liv på, ved og med Christiania.

iBYEN
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

På en gylden barokstol på Christianshavn sidder 83-årige Eva Esmann.

På bordet står hjemmelavet leverpostej og te, og på journalistblokken står den forsigtige forespørgsel ’Fortæl om dit liv med Christiania’. En bydel, som Esmann har brugt en stor del af sit liv på og omkring. Og da først spørgsmålet er stillet, bliver der lukket op for en livshistorie om stædig omsorg, krig, modstand og kærlighed.

»Jeg er så glad for at få lov til at fortælle om Christiania en sidste gang, inden jeg kreperer«, siger hun lunt.

Fristaden Christianias skæbne har været flettet ind i Eva Esmanns, siden hun for snart fire årtier siden fattede sympati for slumstormerne i Dronningensgade på Christianshavn. Da de unge boligløse blev sat ud, stod Eva på pletten og skældte politiet hæder og ære fra. Senere, da plankeværket til Bådsmandsstræde Kaserne blev forceret, bakkede christianshavneren Eva Esmann op, da unge flyttede ind i, hvad der senere skulle få navnet Christiania.

»Dengang var der kun en gammel dame, der luftede sin puddel derinde blandt de tomme huse og pære- og hyldebærbuske. Så selvfølgelig skulle de da flytte ind«.

Kæben og krigen
Det stod ellers ikke skrevet i dåbspapirerne, at oberst Sigvard Theobald Thorval Esmanns datter skulle vokse op til at blive modstandskvinde, forfatter og christianiaaktivist med speciale i alkoholikere, pushere, hippier, kunstnere og andre generelt skæve eksistenser.

Hun voksede op i et overklassehjem i Frankrig, hvor hun faldt som barn og brækkede begge kæbeled voldsomt på en trappe. Kæben holdt op med at vokse, hvilket gjorde, at Eva voksede op med et ’fugleansigt’ uden hage. Men Eva var stædig, og da hun senere flyttede til Danmark, ville hun have sit ansigt opereret tilbage til normal – koste, hvad det ville.

Hun hørte om en mand i Berlin, som skulle være den eneste kirurg i verden, der kunne foretage så indviklet en operation. Da Anden Verdenskrig brød ud, var det ikke længere tilladt at rejse til Tyskland, så Eva tog job som sporvognskonduktør i Hitlers Tyskland for at komme ned til denne professor i kæbekirurgi og få hjælp. Men lægen var optaget af at operere krigens mere ildestedte ofre fra Østfronten, så Eva Esmann stak hovedkulds af fra sit job og vendte hjem til Danmark, hvor hun, inspireret af krigens rædsler, straks gik ind i modstandsbevægelsen ogbl.a. trykte illegale tryksager af Kaj Munk.

Efter krigen tog den stædige danske kvinde tilbage til et ramponeret Hamburg, genskabte kontakten til professoren og fik endelig sin hage lavet. Han opererede hende så godt, så man i dag skal bruge briller for at se, at der har været noget galt med underansigtet.

»Han blev min profet, mit livs elskede. Han opererede mig 25 gange«, fortæller hun.

Den gæstfrie bedstemor
Alt det skrev Eva Esmann om i memoireklassikeren ’En piges ansigt’ fra 1967. Ni år senere udgav hun ’Der er en regnbue over Christiania’ sammen med fotografen Henrik Hansen. Hun havde fundet et nyt fokus.

»Efter Anden Verdenskrig gik jeg ind for alt, hvad der går imod krig, imod at slå mennesker ihjel. Men der opstod et vakuum efter krigen, som i min verden først blev fyldt ud mange år senere med Christiania«.

Og siden har Eva Esmann ageret bindeled mellem Christiania og det omliggende lokalsamfund, Christianshavn.

På havnen kaldes hun Mor Eva, og hendes lille toethalvtværelses lejlighed har gennem årene været varmestue, festsal og vandrehjem for afhoppere fra Østblokken, pilgrimme og kunstnere. Folk på vej til eller fra fristaden.

Men Evas hjerte banker især for at give omsorg med mad.

Mod slutningen af 70’erne var fristaden plaget af hårde stoffer, hashmisbrug og en voldsom alkoholisme, der medvirkede til en forsumpning af en gruppe af christianitterne, der hellere brugte pengene på stimulanser end føde.

»En dag gik jeg ind i Fælleskøkkenet for at se, hvad de mon serverede af mad, og fik serveret en tallerken med en stor klump hash. Rundt omkring mig sad folk i tykke røgskyer af hashtåge og så forsumpede ud. Det var deprimerende, og folk var aldeles ødelagte«.

Suppe og pushere
Synet af misbruget på Christiania havde rystet hende:

»Da jeg kom hjem, lagde jeg mig på gulvet og bad til Vorherre om hjælp. Jeg har altid været meget troende. Og her havde jeg gået og forsvaret Christiania, og så var den ved at forsumpe i hash og øl. Der måtte gøres noget«.

Løsningen kom i form af en drøm, et nærmest religiøst klarsyn samme nat:

»Klokken tre om natten vågnede jeg ved, at mine fødder var pjaskvåde. Jeg kiggede ned af mig selv og opdagede, at jeg ikke lå under dynen, men stod midt i Pusher Street. Og delte suppe ud. En stor pusher ved navn Bimse, som normalt sad i Løvehuset bag en tung jerndør med hunde og vagter og solgte junk, gled i min suppe i drømmen. Nede i den varme gryde hylede og skreg han højt og tydeligt: Suppe, suppe, suppe og kærlighed!«.

Det blev startskuddet til Eva Esmanns mission om at hjælpe christianitter ud af sumpen ved hjælp af omsorg og nærende supper. Hun åbnede suppekøkkenet Suppedasen midt i Pusher Street og gav pusherne kamp til stregen om kunderne. Sideløbende blev der iværksat junkblokade på fristaden, og de hårde pushere fik det sværere og sværere. En dag kom selv samme Bimse ind i Suppedasen og ville smage mor Evas berømte bulgarske hønsekødssuppe til 5 kroner.

»Den der suppe er skidegod. Den kan du tjene mange penge på, hvis du tager mere for den«, sagde han, hvortil Eva svarede:

»Det kan godt være. Men forskellen på dig og mig er, at jeg ikke vil tjene penge på dig, men hjælpe dig. Du er 19 år, og inden for et år ryger du nok i spjældet, og så hører vi ikke mere til dig. Er det virkelig sådan, du vil bruge dit liv?«.

Reprimanden virkede, og flere år senere kørte en bil op til det hus på Lolland, som Eva Esmann sad og skrev en bog i.

»En ung fyr steg ud og spurgte, om jeg var Mor Eva fra Christiania? Han ville bare hilse fra Bimse, der syntes, jeg skulle vide, at han ganske rigtigt havde siddet i fængsel i to år, men nu var blevet gift, havde fået to børn og var lykkelig. Og ikke pushede mere«.

Søn fandt på navnet
Og er der en ting, Eva Esmann ikke bekymrer sig om, er det materielle goder. Hun er glad for det sygeplejepersonale, der kommer og hjælper hende med medicin og badning, nu da en ondsindet kræft huserer i hendes legeme. Og så er der alle de 40 ’børn’, der ustandselig ringer på døren for at besøge Bedstemor Eva.

For kvinden suger mennesker og skæbner til sig som for at veje op for sit livs store tragedie: tabet af sønnen Victor. Han døde i en tragisk ulykke, samme nat som Tjernobyl sprang i luften i 1986. Men selv om Victor Esmann døde ung, har også han efterladt sig betydelige fodaftryk på fristaden Christiania: Det var ham, der fandt på navnet.

»Ham og hans ven Fisker-Kim var vel en 18-19 år, da de sad og snakkede om, hvad fristaden skulle hedde. Min søn sagde, hvorfor ikke Christiania? Og så var det vedtaget. Victor, der var kunstner, malede også flaget med de tre gule prikker efter de tre i’er i navnet. Vi ringede til en flagproducent, der fortalte, at de eneste i hele verden, der havde et flag, der lignede vores rød-gule, var Medici-familien i Firenze under renæssancen. Så det kunne vi godt leve med«.

Og sådan får Eva Esmann forbundet det fisefornemme med det jordnære i en lejlighed fuld af familiearvestykker, afrikanske duge og postkort, gaver og souvenirer fra nær og fjern.

Man kan ikke normalisere kærlighed
I dag holder kræfterne ikke til det længere, men i mange år var Eva Esmann »sådan en man kom til på Christiania«.

»Jeg har dybest set været socialrådgiver på Christiania. Det gik først op for mig som 70-årig, at jeg har brugt mit liv på at hjælpe folk med det, de ikke selv kunne finde ud af«.

Eva Esmann rejste med foreningen Støt Christiania både indenrigs og udenrigs for at skaffe støtteerklæringer fra høj og lav til fristaden sammen med folk som Ebbe Reich Kløvedal og Tine Schmedes. Til de nuværende normaliseringsplaner har Esmann følgende skudsalve:

»Christiania har altid været lukningstruet. Men Christiania er kærlighed. Og den kan man ikke normalisere sig ud af«.

Da jeg forlader superchristianittens lejlighed, synger hun en farvelsang, der starter med ’Kæmp for alt, hvad du har kært ...’, og vinker hele vejen ned ad trappen.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

IBYEN