»Al vil nok sidde ned i hvert fald noget af tiden under koncerten i København«, forklarer hans manager, mens vi står og venter i hotelbaren i München. Sangerens ben er åbenbart ikke, hvad de har været, forstår jeg. Noget med knæene. Tiden går. Al Jarreau ville vist lige nå en hurtig lur på sit værelse efter flyveturen fra Zürich. Men så står han der pludselig. Mindre, end jeg havde regnet med. Faktisk lidt sammensunken i sit sorte tøj. Iført sort kasket, sort halstørklæde og et høreapparat bag det ene øre, men storsmilende og tydeligvis opsat på at virke frisk. Sammen med Wien, Baden-Baden, Stockholm, Göteborg og Hamburg er München bare et af en lang stribe stop på hans europaturné, der runder København søndag. Den slags turneer har Al Jarreau lavet tonsvis af i de sidste 10-12 år. Musik er vitalitet »Jeg skal altid på scenen om et kvarter, det er mit liv! I love it, Thomas, og hvis du tog det fra mig, tror jeg, jeg ville tørre ind og dø. Som en gammel ukrudtsplante«, storsmiler han, mens hovedet ruller fra side til side, og ordene an ooooold weed trækkes musikalsk ud, som var det Ray Charles, man talte med. »Musik er vitaliteten i mit liv! Min kone er jaloux på den her anden kvinde, jeg har, der er musikken!«, griner han og kører løs med forberedte statements om, hvor fremragende en karriere han altid har haft i Europa. Talestrømmen er en amerikansk roller coaster, mens vi tager en kop kaffe i barens sofaafdeling, og det er kun med besvær, jeg får afbrudt for at spørge, hvad der egentlig skete, dengang han sammen med David Sanborn og alt det andet blødt jazzede forsvandt ud af i hvert fald mit liv sammen med 1980'erne. LÆS OGSÅSprød soulstemme debuterer med et mesterværkVi hørte ikke så meget til dig i 1990'erne? I hvert fald ikke hvad plader angår? »Ah ... well, well, well, hvad der skete, var ... mit pladeselskab begyndte at forsvinde ...«. Den 72-årige famler pludselig efter ordene, undskylder sig og roder en alenlang liste frem over de utallige genudgivelser, nyudgivelser og turneer, der åbenbart har holdt ham beskæftiget siden 2000. Jeg reagerer overrasket og behørigt imponeret, mens Al Jarreau snakker videre uden en sætning, hvor han ikke enten nævner mit navn eller glider over i scatsang og virtuose falsettoner som dem, hans blide, soulfarvede stemme er kendt for, og som gjorde ham til verdensnavn dengang. Lydsporet til 1980'erne Al Jarreau brød igennem i 1970'erne med en stemme, der lød smooth og superfunky, og som ikke var bange for at gå feminint følsomme veje. Hans plader var en del af det mere soul-poppede lydspor til 1980'erne, og hans virtuositet og veloplagthed, når man hørte ham live på tv dengang, var helt forrygende. Han var med på 'We Are the World' i 1985. Men så gled han ligesom lidt ud af billedet. Hvad der skete i 1990'erne, var vist bare, at han blev ved med at optræde, men siden vi skiftede årtusind, har der åbenlyst været ekstra fart på, også med nye album, og efter den lille, pinlige episode fortsætter Al Jarreau i godt humør.
Religiøse temaer Vi springer over hans for længst overståede engagement i United Church of Religious Science og Scientology og snakker i stedet om hans kristne opvækst med en far, der var syvendedagsadventist og præst, og en mor, der spillede klaver til gudstjenesterne. »De temaer prøver jeg stadig at snige ind!«, siger han og leverer på sekundet en knirkende salmestrofe, der ender højt oppe i falsetten, og som han straks selv giver sig til at grine ad. Jazzen kom ud af radioen derhjemme, og Al Jarreaus musikalske smag er efter hans eget udsagn ikke størknet siden da. »Vores hus var fuldt af jazz. Jeg hørte Ella Fitzgerald, jeg hørte Louis Armstrong scatte«, kører han løs og scatter som Armstrong, »og jeg syntes bare, det lød cool! Mine storebrødre sang, og jeg prøvede at imitere det. Det var bare cool stuff, man!, det, de spillede i radioen. Perry Como, 'How Much is that Doggy in the Window' ... jeg kan alle de der!«. LÆS OGSÅMusiklegende indlagt - tilstanden kritisk Hjemme lyttede Al Jarreau til Count Basie, Duke Ellington og Stan Kenton. I skolen sang han med i 'South Pacific' og 'Oklahoma'. »Så det er en bred baggrund«, siger han og griner lidt, da han sammenligner med MTV. Noget galt med MTV? »Nej. Det er bare snævert. Det er da o.k. at se folk, der sidder og snakker mærkeligt, mens de hele tiden tager sig i skridtet, men der er bare mere end det!«. I'm pretty good! »Der skete interessante ting for mig i 1960'erne. R&b skete for mig, og det samme gjorde brasiliansk musik. Det betød enormt meget! Jeg ville blande det med ...«, han synger 'Foggy Day in London Town' og glider direkte videre over i at lege trommesæt, inden han nynner videre på 'Girl from Ipanima'. »Poppublikummet fik øje på mig i 1980'erne på grund af det brasilianske, og der var et publikum, der fik ørerne op for mig på grund af den måde, jeg sang Elton John på. Jeg lavede ting, der fik et r&b-publikum til at få øje på mig. Der var et publikum, der elskede den måde, jeg sang 'Get Your Boogie Down' på ...«. Synger du den i København på søndag? »Nej, det gør jeg nok ikke. Vi laver et par af de gamle ting, men det kommer til at være en feature af 'Porgy and Bess'. Men jeg skal nok synge 'Take Five', så folk ikke står i kø bagefter for at give mig bank«, griner han og uddyber sin joke med så meget latter, at det bliver lidt anstrengt. 'Porgy and Bess', det er opera? »Ja! I USA synger jeg ting fra 'West Side Story', men jeg kan også synge« ... fingrene begynder at knipse, mens stemmen swinger » there's a boat dat's leaving soo-oon for New York. Med bigbandet pumpende og swingende! Ingen har hørt mig lave det stuff før. I'm pretty good!«, griner han, så man ikke helt ved, hvad man skal svare. Al Jarreau er ikke til at standse. Til sidst undskylder jeg mig. »Jeg er også nødt til at komme videre«, skynder han sig at sige. »Jeg skal op på mit værelse og hvile mig lidt«.

Politikens tur til München blev betalt af PH Entertainment.